Stenslag – hvem har ansvaret, og hvem skal betale?
Reglerne for erstatningsansvar ved stenslag kan være svære at gennemskue, og i de fleste tilfælde er der kun dig selv til at betale. Men der er situationer, hvor en anden bilist kan stilles til ansvar – læs med, og bliv klogere.
Kører du bag en lastbil eller et andet køretøj, der slynger sten op på din bil og efterlader den med stenslag, så er du – i nogle tilfælde – berettiget til erstatning. Grundlæggende er der to forskellige scenarier, du skal overveje, hvis du vil vide, hvem der kan stilles ansvarlig for dit stenslag: sten der slynges op fra vejbanen og sten, der falder ned fra køretøjet (fx fra en lastbil).
Sten fra vejbanen
Kører du bag et andet køretøj, der slynger småsten fra vejen op på din bil, kan du ikke holde vedkommende ansvarlig for skaderne. Et simpelt stenslag er altså for egen regning og en af de risici, du som bilist må påregne, når du drager ud i trafikken.
Sten (eller is) der falder fra køretøjet
Skyldes stenslaget i din bil, at der falder sten eller is ned fra den forankørende bil eller lastbil, kan føreren/virksomheden i nogle tilfælde holdes ansvarlig for skaden. Det afhænger dog af, om det er muligt at bevise, at der er en sammenhæng mellem hændelsen og skaden og ikke mindst at skaden kan forbindes til det respektive køretøj. Bevisbyrden kan være svær at holde, og derfor er det vigtigt, at du hurtigst muligt fotograferer skaden, taler med bilisten foran dig og får fat i eventuelle vidner til uheldet.
Få stenslaget repareret med det samme
Det kan være svært at bevise, at skaden er sket som følge af en anden bilist, og hvis du ikke vil risikere at betale store summer for et rudeskift, er det vigtigt, at du får dit stenslag repareret med det samme. Har du ikke mulighed for at holde ind til siden, bør du som minimum dække skaden med et stenslagsplaster eller et stykke tape, og herefter er det en god idé at køre så lidt som muligt.
Bruger du alligevel bilen, risikerer du, at skaden udvikler sig og bliver så stor, at den ikke længere kan repareres – og så er det nødvendigt at skifte hele ruden i stedet. Et arbejde der ikke bare tager længere tid, men som også koster væsentligt flere penge.
Vi kan ikke sige det ofte nok; få altid repareret dit stenslag med det samme!
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!